>Ved bordets modsatte ende<

»Nej, sir, Jeg skulle bare ride til fortet.«

»Hvornår forlod du kaptajnen?«
»I går, sir.«
»Hvor?«

» Jeg tror det var tæt ved grænsen til Kansas, sir . . .« »Det var alt,« sagde obersten og nikkede.

Obersten fortsatte med at spise, og soldaten stod dér og trippede, mens han ventede. Sergenten var gået, og obersten havde tilsyneladende glemt ham.

Pludselig ønskede han inderligt at være hjemme, at ride de mere end to tusind fem hundrede kilometer til gården i Jersey.

Han havde glemt teatret, bordellerne, det boblende, stinkende liv i byen. Det eneste, han kunne tænke på var at desertere. Han sagde til sig selv:

»Hvis de giver mig udgangstilladelse i aften, deserterer jeg. Jeg deserterer og tager på tommelfingeren tilbage østpå. Måske kan jeg komme med et kreaturtog.«

Klassisk Musik fra Musiker-Børsen ved bordets modsatte ende hævede pludselig stemmen for at tiltrække oberstens opmærksomhed og sagde:

»Jeg har spekuleret lidt på det, sir— jeg kan ikke rigtig lide det, der sker i byen.«
»Hva'?«

»Det vil blive slemt, sir,« sagde en anden.

» Kaptajnen må være stødt på dem,« sagde obersten og trak på skuldrene. »Ellers ville vi have hørt fra ham nu. De var på vej mod os.«
»Netop. Sæt nu, de afskærer ham vejen?«

»Jeg bryder mig ikke om at have civile personer med i det her,« sagde han. »Men det vil tage to dage at føre et kompagni til Medi.