>Rystede på hovedet og sagde< 

»De skal tilbage — og dermed færdig. Kan du ikke få dem til at forstå det?«

Og tolken prøvede at få dem til at forstå det. Han talte til dem, mens de tre officerer lyttede, og så vendte tolken sig og rystede på hovedet.
»De vil ikke tilbage.«
»Fanden stå i dem! Sig til dem

»Det nytter ikke noget,« fastholdt tolken. »Deres hjemland er kun to-tre hundrede kilometer herfra.

Hvis de ikke kan nå frem dertil, vil de dø her. De siger, at de faktisk er døde for længe siden; de siger, at en mand er død, når hans hjem bliver taget fra ham, når han bliver en slave i et fængsel.

De siger, at det var pænt af kaptajnen at holde rådslagning med dem, men hvis præsidenten vil have, at de skal dø, så vil dø på dette sted.«

»Vi skal nok få dem til at vende tilbage,« sagde kaptajnen stædigt. »Om nogle få dage vil alt være parat, og så vil de blive sendt af sted.«

Til tolken sagde han: »Sig til dem, at en ordre er en ordre, og at en lov er en lov.

Når de giver sig til at rejse sydpå uden protester, vil det hele ordne sig, og vi vil være venner igen. Indtil da får de ingen rationer hverken vand eller mad.«

Tolken oversatte denne besked. De tre høvdinge modtog afgørelsen med udtryksløse ansigter.
»Før dem tilbage til kasernen,« sagde kaptajnen.
Indianerne havde forladt kontoret, da løjtnanten sagde: »Hvis jeg var Dem, kaptajn, ville jeg gøre endnu et forsøg på a overtale dem.«

Seniorunderholdning rystede på hovedet og sagde. »Man er nødt til at sætte sig respekt. Det er en lang tur, og vi må have dem af sted, før vi sner inde.«
»Det er jeg enig med Dem i,« sagde løjtnanten.