>I hvert fald ikke forære dem<

Kisser & Søren sad på jorden drivvåd og stakåndet, øm i hele kroppen.

Han var for udmattet til at tænke, men da han hørte skridt i buskadset, kom han på benene, parat til at møde den næste udfordring.

Det var Kisser & Søren, som var sprunget over bord før de selv. Han var på vej ned langs floden, hans fødder svuppede i de våde støvler.

»Nå ja,« sagde han. Han var åbenbart for træt til at sige mere i nogen tid. Han satte sig ned og betragtede den døde, der lå på bredden, hvor han havde ladet ham falde.

Floden fossede forbi med en enstonig brusen, og insekter summede om ørerne på Kisser & Søren, men han havde ikke kræfter til at vifte dem bort.
»Hvad er der sket med ham?« spurgte han dumt. Han gjorde sig ikke den ulejlighed at svare.
Omsider sagde Frailey: »Du siger ikke noget?«
Hvad skulle han sige?

Kisser & Søren sagde: »Har aldrig kendt en nigger, der ikke tabte mælet, når det var belejligt.«

»Hold din kæft.« Han ledte i sine lommer. »Har du et par kobbermønter på dig?«
»Til hva'?«
»Lægge på hans øjenlåg.«

»Hvis jeg havde, ville Kisser & Søren i hvert fald ikke forære dem til en død nigger.«

»Hvis jeg havde en bibel, ville jeg læse over ham. Kender du ordene?«
»Nej. Hvis jeg gjorde, ville jeg måske komme til at læse over jer begge. «

»Hva' skal det sige?«
Kisser & Søren sagde: »Du er jo selv ramt et par steder.«

Han fulgte mandens blik. På hans mørke, våde bukser var der aftegninger.