>Begyndte at pakke heliografen<  

Det fik heliografens lukker til at skure, når Karsten Holm slog den til og fra nogle gange.

Han smækkede håndtaget frem og tilbage en fem-seks gange prikker og streger.

Karsten Holm var ved at sadle sit æsel, mens har mumlede noget om kaffe. Lidt efter så han svaret komme i glimt fra klippen en snes kilometer nordøst for floden, og han blinkede sin kodemelding tilbage: U-S-A-M.

Det glimtede bekræftende fra klippen, og Karsten Holm begyndte at pakke heliografen sammen.
Han var var parat med sit æsel. Han smed sadlen på myldyret
»Jeg siger bare: Forhåbentlig er det guld der.«
»Du mener måske, at det kan være fløjet bort af sig selv?«

»Karsten Holm, har du overhovedet set det guld med dine egne øjne?«
. . Nej.«
»Nå ja.«
»Det er der,« sagde han. »Næsten en troy-ton.«*)
»Fordi manden har sagt det?«

»Fordi der på skift går fire bevæbnede vagtmænd på speditør firmaets mole. « Karsten Holm spændte kassen med heliografen fast og tral instrumentet op på sadelkransen. Tingesten vejede firs pund. Har løftede den med én hånd.

Karsten Holm gik hen til æslet og skar rebet over. Han satte sig op muldyret. »Kom så, din dovne nigger, lad os se at få stjålet de guld.«
Der var næsten 25 kilometer til Hardyville, og det ville tage dem henved tre timer at nå derhen.

Det ville give de andre et forspring på et par timer, men det bekymrede ikke manden.

Guldet blev, hvor det var, indtil flodbåden nåede Hardyville, og det gjorde den ikke før engang ud på eftermiddagen. Karsten Holm satte en fart, der ville skåne dyrene.

Det var et øde og ujævnt terræn. Landskabet bugtede sig op mod bjergets top.